Det var så det. 26 kampe blev det til i min rookie sæson på TV3+ og så var det hele pludselig slut.

På sin vis virker det som en evighed siden at jeg, efter et halv-tilfældigt møde med Jens Arnborg, fik chancen for at blive vært på NFL kampene på TV3+. På den anden side set kan jeg næsten ikke forstå at sæsonen er overstået. Tiden er jo fløjet af sted.

Det første møde

Da jeg først mødte Jens Arnborg i december 2006 var jeg ret fortrøstningsfuld. Jens skulle være redaktør og dermed ansvarlig for udsendelserne. Det virkede som om han havde en masse gode idéer til hvordan TV3+ kunne lave en god dækning af NFL. Derudover var han en erfaren journalist og helt igennem en flink fætter.

Dog skulle der gå nogen tid inden konceptet kom på plads og vi kunne begynde at gøre os klar til sæsonstart. I den tid holdt vi løbende kontakten og udvekslede idéer. Vi glædede os meget til at komme i gang med de konkrete forberedelser, men var jo nødt til at vente til hele vores set-up var på plads.

Udvælgelsen

Jeg kom trods alt ikke vandrende ind fra højre bare fordi jeg havde mødt Jens Arnborg engang. Der var masser af tests og udtagelser undervejs. Allerede under slutspillet i 2006 sæsonen blev jeg udsat for min første test. Jens og jeg test-kommenterede sammen første halvleg af Seahawks @ Bears i Divisional play-off runden. Det blev selvfølgelig ikke sendt ud af huset, men optaget på en DVD. Bare for at se hvordan det fungerede. Det var ret spændende og så fik jeg en meget grundig tilbagemelding af Jens bagefter.

Senere var der en udvælgelsesproces, hvor et antal kandidater blev testet foran et kamera. Der var masser af spørgsmål, vi kommenterede en gammel kamp, talte til kameraet og meget andet. Da det hele var overstået var jeg blevet udvalgt sammen med Henrik, Bubba og Tommy. Jens var jo allerede ombord.

Træning, træning, træning

Indtil vores første kamp var min eneste erfaring med TV nogle få interviews til forskellige lokalstationer i forbindelse med Copenhagen Towers, så der var selvfølgelig behov for en del oplæring. Viasat har nogle rigtig gode folk, der er specialiseret i at uddanne studieværter. Jeg fik nogle timer, hvor jeg skulle læse op, tale til kameraet o.s.v. Det er ret svært at være ’levende’ foran kameraet, fandt jeg ud af. ’Brug armene, smil, bevæg hovedet lidt, slap af i ryggen’ fik jeg at vide. Jeg følte mig sommetider lidt som Sideshow Bob på en dårlig dag – bare uden håret….

Undervejs nåede jeg at blive rigtig frustreret – hvordan skal jeg dog nogensinde kunne slappe af når kameraet kører? Vil jeg nogensinde få lært det her? Hvad laver jeg egentlig her…?

Men i sidste ende var der ikke tid til at være frustreret. Og frustration har det i øvrigt med at fordampe ret hurtigt. Det meste af tiden gik jeg i virkeligheden og glædede mig til at komme i gang.

Første kamp

Det var en torsdag nat – sæsonens første NFL kamp og vi var fire mand i studiet. Saints @ Colts skulle have været et brag, men endte som lidt af en fuser. Colts vandt overbevisende og Saints lignede ikke det samme hold, som havde overrasket alle året før.

Egentlig føltes det ikke anderledes end da vi havde trænet. Det var jo det samme studie, de samme kamerafolk, den samme producer o.s.v. Det var først, da producerassistentens stemme i mit øre sagde ’stand-by studie – 10 sekunder’ at det rigtig gik op for mig at vi var ved at være på vej ud i stuerne.. Pulsen røg op og havde det ikke været for flere kilo make-up havde jeg sikkert været både bleg og svedig at se på. Det sjove var, at 20 sekunder senere føltes det igen ligesom da vi havde trænet.

Man bliver ret hurtigt grebet af stemningen. Vi sad og talte om football og det elsker vi jo alle. Jeg havde tænkt meget over, hvordan det ville være, at sidde igennem en hel kamp og skulle holde talen kørende, men uden at det blive for meget. På mange punkter gav det sig selv og det var spændende. Og så var det pludselig overstået – fire quarters var fløjet væk. Phew….

Masser af tæsk

Når man sådan tager på sig at træde ind i folks stuer søndag efter søndag, så skal man være forberedt på, at der kommer en del tæsk. Specielt når man lever i en tidsalder, hvor kommunikation aldrig har været nemmere. Man kan blog’e, man kan skrive kommentarer til blogs, man kan skrive på fora, man kan sende mails o.s.v.

For det første har mange svært ved vores navne – men ok, det er heller ikke nemt, når vi er to Jens’er og to Knudsen’er. Slet ikke når jeg var blandet ind i begge kombinationer. Heldigt nok, at Bubba hedder Bubba. Jeg lærte Bubba at kende i midten af 90’erne i Århus, men det var først engang i 2006 at det gik op for mig at han hedder Thomas. Go figure…

Nå, jeg er blevet kaldt mange navne i løbet af sæsonen – vistnok endda Henrik Knudsen. Men det hører jo med, når man er en helt ny gruppe af mennesker. Og specielt, når man primært viser sit fjæs på TV skærmen på et tidspunkt, hvor de fleste seere ser Kanal København.

Heldigvis har der også været en masse positive hilsener til os. Og der er vildt mange forskellige synspunkter på hvordan vi bør gøre tingene, så vi kan ikke gøre andet end finde et set-up, som vi selv synes vi kan stå inde for.

Hvad så nu?

En uges tid efter Pro Bowl gik det så småt op for mig, at mine søndage ikke længere er øremærket til NFL kampe og forberedelse. Men man kan jo ikke sådan bare holde op med at tænke på NFL og amerikansk fodbold generelt. Jeg kan i hvert fald ikke. Så kom min kæreste med løsningen: ’Lav da en blog. Fortæl folk om hvad der sker og hvad du synes om football’, sagde hun.

Der var ikke langt fra idé til handling og resultatet ser I foran jer nu. Og bare rolig; Det er ikke meningen, at jeg vil lave en dagbog og fortælle hvad jeg har fået til morgenmad. Det er der vist ingen, der er særligt interesserede i. I stedet vil jeg tale lidt om hvad der rører sig i NFL, hvad jeg synes om de ting, der sker, hvorfor næste år helt afgjort vil blive Bills’ store gennembruds-sæson og så videre.

Ind i mellem vil jeg også komme ind på noget af det, som virkelig ligger mit hjerte nær, nemlig dansk amerikansk fodbold. Der sker en masse og der er en bunke mennesker, som yder et kæmpe stykke arbejde i både forbund og klubber. De mennesker fortjener at deres anstrengelser bliver anerkendt.

Som på enhver anden blog kan I selvfølgelig kommentere hvad jeg har skrevet. Jeg håber, at tonen bliver sober, men kan tage lidt af hvert – jeg har jo trods alt lagt skuldre til en del i den forgangne sæson….

Velkommen.

Jens