Når man har et forsvar, som er rangeret helt nede i bunden af hele NFL, så trænger man til at opgradere på mange positioner. Og hvis man ligger på en 25. plads over rushing yards tilladt pr. kamp, så bør man nok starte med at sætte nogle propper i hullerne i den defensive linie.

Bills har nu fundet sig et par propper af den helt store slags efter de har hentet DT Marcus Stroud fra Jaguars og DT Spencer Johnson fra Vikings. Stroud er 198 cm og vejer 141, mens Johnson er 191 cm og vejer 130.

Stroud er den vigtigste brik af de to. Han har været en af de store grunde til at Jaguars run defense har været så solidt, som det har været de seneste år. Han var i Pro Bowl tre år i træk fra 2003 – 2005. Sidste år endte hans sæson på IR (skadeslisten) p.g.a. en skadet ankel. En skade, der stammer helt tilbage fra 2006 sæsonen.

For at skaffe plads til de to nye tackles har Bills bl.a. fritstillet en anden tackle, nemlig Larry Tripplett. Det var lidt en overraskelse, for Tripplett har tre år tilbage på sin kontrakt og han har startet alle 16 kampe i de to sæsoner han har spillet for Bills.

Alt i alt: Godt arbejde, Bills…!