Det var med vemod at jeg hørte at Brett Favre ville stoppe sin karriere. Jeg skrev også om det her på bloggen tilbage i marts. Jeg fik vist kaldt det en årlig sæbeopera – alt det med om Brett Favre nu ville stoppe eller ej. Men jeg skal hilse og sige, at den sæbeopera kom op i en helt ny liga…..

Jeg har altid syntes at Brett var rigtig underholdende at se på. Tag bare sneboldkampen mod Seahawks i Divisional runden i sidste års play-offs, som jeg havde fornøjelsen at kommentere. Hvem kan glemme Brett Favre, som flygtede ud af lommen i højre side og så vippede et underhåndskast frem til TE Donald Lee…?

Derfor var mit vemod også blandet med glæde på Favres vegne. Glæde over, at han kunne slutte sin karriere på sine helt egne vilkår og efter en af de bedste sæsoner han havde haft. Ingen ville kunne sige at Brett Favre var brændt ud og måtte sættes på bænken i sit sidste år.

Lige nu sidder jeg så med en følelse af at der er kommet alvorlige skrammer i Favres eftermæle. Når man taler om ham fremover, så vil det ikke kun være de mange år i Green Bay (hvem husker at han startede i Atlanta..?) man taler om. Man vil også tale om det kedelige og offentlige skænderi med ledelsen i Packers og om at Brett ikke fik lov at slutte, der hvor de mange store minder var skabt

Jeg glæder mig til at se Favre spille og han skal også nok gøre det ok i New York, men på sin vis ville jeg ønske at det hele var sluttet dengang i marts måned. Så ville vi om en måneds tid kunne se Packers trække Favres # 4 jersey tilbage for bestandigt, i pausen i åbningskampen mod arvefjenderne fra Minnesota.

Hvad siger I derude? Skulle Favre have holdt sig til sin pensionisttilværelse i Mississippi…? Har han gjort mere skade end gavn ved at komme tilbage? Og kan han klare mosten i New York?