“En kamp ad gangen”, sagde Eli Manning, ”lige nu er vi slet ikke optaget af play-offs”, som svar på spørgsmålet om hvorvidt Giants er begyndt at satse på at sidde over i den første runde af play-offs.
På min tur rundt i omklædningsrummet hos Giants hørte jeg det samme svar igen og igen. ”En kamp ad gangen”, lød det fra LT David Diehl, DE Justin Tuck, S Kenny Phillips, DE Mathias Kiwanuka og mange andre.
Det er et klassisk NFL-svar, men det er selvfølgelig også vigtigt. Det kan godt være, at Giants til enhver tid burde kunne slå hold som Rams og Raiders, men man behøver ikke at se længere tilbage end til tidligt i sæsonen i år, hvor Browns slog Giants i en Monday Night kamp. En kamp, som Giants burde have vundet med hænderne bundet på ryggen.
Jeg spurgte også Manning om hvad han gerne ville forbedre på sit offense. Først ville han ikke udpege et enkelt svagt punkt, men konkluderede så at holdet var nødt til at slå ned på antallet af penalties.
David Diehl var med Giants i London i 2007, da NFL for første gang spillede en rigtig sæson-kamp i Europa. Jeg forklarede at jeg kom fra Europa og gerne ville vide hvad han som spiller syntes om at spille en kamp så langt væk samt hvad han syntes om det i et større NFL perspektiv. Interessant nok var Diehl meget positiv overfor NFL’s ”International Series”. Det hænger selvfølgelig sammen med at det for østkyst-hold ikke er nogen usædvanlig lang rejse – fem timer østpå til London er ikke værre end fem timer vestpå til San Diego.
Jeg ville gerne have haft en snak med WR Amani Toomer. For det første sidder han på en bunke Giants rekorder, såsom flest catches, receiving yards og TDs. Men det som jeg virkelig gerne ville finde ud af var hvad den by på Djursland, hvor hans danske kommer fra, hedder… Det fik Arnborg, Levy og jeg diskuteret en del under Giants @ Cardinals kampen uden at komme frem til noget bedre en Kjellerup…
Toomer var ikke ved sit skab, da jeg kom ind i omklædningsrummet, så jeg fordrev altså ventetiden med at sludre lidt med Manning og Diehl. Desværre dukkede Toomer aldrig op før omklædningsrummet blev lukket igen, så jeg lever stadig i uvidenhed…
Men ikke noget, som kan ødelægge en fantastisk dag. I løbet af dagen havde jeg haft chancen for at stille spørgsmål under head coach Tom Coughlins pressekonference samt overvære 45 minutter af Giants træning inden der var frit slag blandt spillerne i omklædningsrummet. Alt i alt, ikke nogen dårlig onsdag eftermiddag….