Steelers pressekonference startede kl. 11.00 i formiddags. Ifølge programmet skulle head coach Mike Tomlin og S Troy Polemalu, som de eneste tale fra en scene med direkte transmission af NFL Network. Jeg bemærkede til Arnborg, at det var lidt mystisk, at der bag scenen var en baggrund med teksten ’Coach of the Year’ eftersom Atlanta’s Mike Smith allerede havde vundet den titel tidligere på året.

Det viste sig imidlertid at være en af de (for) mange titler, som deles ud af flere forskellige organisationer. Smith’s titel var fra AP, mens denne var fra Motorola, som leverer NFL’s headsets.

I 2008 sæsonen havde Motorola valgt Steelers head coach Mike Tomlin, som allerede har fået Steelers fans til at glemme alt om Bill ’The Jaw’ Cowher.

Ligeså snart Tomlin havde fået sin pokal og der var blevet taget nogle billeder, så blev baggrunden flyttet, der kom en ny med Super Bowl og Steelers logoer og SÅ var vi ellers klar til selve pressekonferencen.

Og lad mig så lige bemærke, at jeg synes at der er kommet for mange forskellige awards. Rookie of the year – er det Ravens’ QB Joe Flacco eller Falcons’ QB Matt Ryan…? Coach of the year, defensive player of the year. Listen over awards, som gives ud af medier eller sponsorer er lang. NFL burde skære igennem og kun tillade en officiel udnævnelse pr. kategori pr. år.