Den morgen jeg skulle flyve til Tampa spurgte min kæreste mig hvad jeg glædede mig mest til. Jeg satte morgenkaffen fra mig og tænkte lidt over det. Og så nåede jeg frem til at jeg glædede mig mest til alle de ting, som skulle foregå rundt omkring selve kampen.

Ikke at jeg ikke glædede mig til at se NFL’s nok bedste forsvar mod det nok mest eksplosive angreb, men allermest var jeg spændt på at opleve alle de ting, som jeg ikke havde prøvet før. Det vil sige pressekonferencerne, alle aktiviteterne i Media Center og ikke mindst den sidste halve time inden kick-off – altså selve optakten.

Tommy og jeg valgte at sidde udenfor kommentatorboksen, som lå lige under niveau tre i hjørnet af end zonen på Cardinals’ side. Der var en høj betonmur, som vi kunne se henover og vi satte os på et metalhegn.

Der blev sørget godt for os – NFL havde tildelt en hjælper til hvert medie-tårn, så vi fik kaffe og madpakker med sandwich, frugt, chips og chokolate chip cookies. Og så var der masser af sodavand. Ingen klager herfra.

Vi var altså mere end klar, da det hele begyndte med countrysangerinden Faith Hill. Hun har tidligere sunget nationalsangen til Super Bowl, men i år skulle hun synge America the Beautiful. I så det sikkert selv, men jeg skal hilse og sige at det er noget specielt, når man sidder og ser ned på det med egne øjne. Mørket havde sænket sig og det var en flot og lidt kølig aften.

Umiddelbart efter Faith Hill hædrede NFL årets mand med ’Walter Payton Man of the Year’ award efterfulgt af en salut til besætningen på det US Airways fly, som nødlandede i Hudson floden i New York. Så vi var altså allerede godt bløde om hjertet da Jennifer Hudson – med sin forfærdelig tragiske historie – sang The Starspangled Banner.

Der kan ikke have været mange mennesker på Raymond James Stadium, som ikke var berørt af den sang. Det var så smukt, at hårene på nakken stod op og jeg havde fugtige øjenkroge.

Jeg har altid været vild med flyvning og har vist også flere gange under kampe nævnt, at jeg elsker fly-overs. Vi havde i ugen op til kampen set det amerikanske flyvevåbens opvisningshold, USAF Thunderbirds, flyve indover Tampa i deres seks F16 fly. En af gangene i øvrigt med tidligere Steelers safety, nuværende NFL Network kommentator og nyslåede Hall of Famer Rod Woodson ombord…!

Jeg havde tidligere dagen mødt en repræsentant for Thunderbirds og spurgt ham, hvilken retning de ville komme fra, så jeg kunne være klar.

Og da øjeblikket så endelig kom havde jeg glemt alt om Thunderbirds… Jennifer Hudsons sang og publikums reaktion var så uvirkelig at det først var da mine øjne fangede bevægelsen lige over den modsatte scoretavle, at jeg opdagede flyene. Med præcision helt ned på sekundet bragede formationen henover os i så lav højde at vi på trods af mørket tydeligt kunne se flyene og stadionlysets refleksioner på undersiden af formationen.

Det var kulminationen på en ubeskrivelig halv times tid og både Tommy og jeg var helt færdige. Vi grinede højt og rystede på hovedet. Allerede da havde Super Bowl været en oplevelse for livet og kick-off var endda stadig flere minutter væk….