Jens Rørbye

Nu nærmer 2014 draften sig så småt. Havde vi ikke skrevet 2014 havde den jo faktisk været lidt på trapperne, men i år må vi pænt vente lidt.

Men i den forgangne weekend spurgte Jacob Nørtov fra draftday.dk til min holdning til Bills’ første pick i årets draft. Og Peter Rask spurgte til det kommende salg af Bills. Alt det kunne jeg ikke klemme ind i 140 tegn, så jeg måtte en tur via bloggen.

Bills draft

Som Jacob sagde, peger mange mock drafts på tre muligheder for Bills med det 9. valg:

OT Jake Matthews. Bundsolid tackle, som kunne starte med det samme. Måske på højre side med potentiale for venstre side.

TE Eric Ebron. Stjerne playmaker. Kort og godt. Men har et hav af ’character issues’.

OT Tayler Lewan. Også bundsolid tackle. Falder nok i draften pga ’character issues’.

Mit valg til Bills her ville være Matthews. Alle tre har højt potentiale, men jeg er ikke tosset med spillere, som ikke kan opføre sig ordentligt. Og så må mit Michigan-hjerte leve med at jeg dropper Lewan på den liste.

Min primære bekymring, når det gælder ’character issues’ er at Bills endnu ikke har en stærk nok organisation (hverken organisatorisk eller sportsligt) til at håndtere spillere med den slags issues.

Det alene taler for Matthews. Og en tackle passer mig nu også fint, for selvom jeg ikke er solgt på QB EJ Manuel, så er jeg ikke sikker på at der er en QB i draften, som kunne hjælpe Bills uden at de fem tykke var på plads først.

Og så har Matthews jo hjulpet Johnny Manziel med (sandsynligvis) at blive et højt draft pick og det taler jo også for sig selv.

Og så lige en ting: Er jeg den eneste som først for nylig opdagede at Johnny Football’s navn udtales Johnny ManZEL og ikke ManZI-EL…..?

Bills nye ejer

Hvad gælder salget af Bills, så kunne det godt ende med at komme meget hurtigere end de fleste forventede da Ralph Wilson døde (jeg har svært ved at kalde en mand, som var godt oppe i 90’erne ’Junior’, så det bliver altså bare Ralph Wilson…).

Jon Bon Jovi, der jo ellers er hard core Giants-fan, bliver nævnt igen og igen. Og hvorfor ikke? Der kunne da for alvor komme noget rock-n-roll over Bills med ham som ejer. Og meget kan man sige om Wilson, men rock-n-roll var han sgu ikke.

Donald Trump har også været nævnt, men der har jeg bidt mærke i to ting: Han siger at han er blevet opfordret til at købe Bills og han er indædt business-man. Trump gør intet uden at tjene penge på det. Det er der sådan set heller ikke noget galt i, men når det gælder Bills, så så jeg hellere at nogen med et varmt football hjerte købte klubben.

Jeg ville frygte at Trump flytter klubben til LA, når det nuværende stadium-lease åbner mulighed for det i 2020.

Men i bund og grund er det bedste bud nok den lokale milliardær Jeremy Jacobs køber holdet. NFL har ganske vist regler, som forbyder at samme person ejer franchises i flere sportsligaer i forskellige områder, men det kan fikses. Hvis Jacobs f.eks. overfører ejerskabet af NHL’s Boston Bruins til sin søn, så er døren åben for at senior selv kan købe Bills. Og han vil beholde dem i sin gamle hjemby.

Uanset hvem der ender med at købe Bills, så er mit spage håb , at der så kommer en ny kultur i klubben, hvor man er mere villig til at bruge penge på at beholde egne veteraner. Jarius Byrd, Paul Posluszny, Donte Whitner, Nate Clements, Marshawn Lynch etc, please stand up…..

Som altid: Kommenter gerne, enig som uenig. Både her og på @Roerbye.

Forud for morgendagens conferencefinaler i NFL skrives og tales der meget om kampen mellem to old school QBs og kampen mellem to new school QBs. Men jeg synes nu ikke at Colin Kaepernick og Russ Wilson, eller Cam Newton for den sags skyld, står for noget decideret nyskabende i NFL.

For et par dage siden, så jeg et interview, hvor Falcons’ WR Roddy White talte om den nye type QBs, som NFL ser flere og flere af i disse år. QBs som kan løbe med bolden og som gør det. QBs som er spændende, overraskende og atletiske. QBs som nærmest egenhændigt vinder kampe. Og, tilføjer jeg for egen regning, QBs som vi har set adskillige af tidligere.

Det er sandt, at trekløveret af unge QBs, har taget NFL med storm og vundet en masse kampe, men er det nyt med QBs som selv kan tage kuglen under armen og skovle rushing yards ind? Nej, det er det ikke.

Randall Cunningham løb for 4.928 yards og 35 TDs henover en 16 år lang NFL-karriere. De første seks år alene løb han for knap 3.500 yards og 23 TDs.

Steve Young løb for 4.239 yards og 43 TDs i sine 15 år i NFL og var altid en reel løbetrussel.

Kongen af løbende QBs er selvfølgelig Mike Vick. 5.857 yards og 36 TDs på 11 sæsoner. Incl. 1.039 yards i 2006. Og han er nok ikke færdig endnu.

Og så er der jo Jay Fiedler, som efter sine fire første kampe som den legendariske Dan Marinos afløser hos Dolphins havde flere rushing yards end Dan the Man havde i 16 år…………. Men det siger nu heller ikke så meget.

Men er QBs som løber meget selv virkelig opskriften på succes? Måske, men opskriften kan meget hurtigt blive skyllet ud i toilettet, når en løbende QB udsætter sin krop for det ene hit efter det andet.

Cunningham fik smadret sit knæ i uge 1 i 1991. To år senere var han på toppen igen for blot at brække benet, mens han scramblede med bolden mod Jets i uge 4. Han blev aldrig den samme igen.

Jeg – og givetvis min gode ven Karsten Rasch-Adamsen – har stadig det grumme billede af Steve Young, som ligger i fosterstilling på græsset, bevidstløs, på nethinden. Hans karriere sluttede ganske vist ikke på et løb, men et sack af Cardinals’ CB Aeneas Williams. Ikke desto mindre blev Young ramt så hårdt, at han fik sin anden hjernerystelse på en sæson der kun var tre uger gammel. I alt menes Young at have fået syv hjernerystelser i løbet af sin karriere.

Måske siger det endnu mere om risikoen ved at løbe med bolden selv, at Young i sine 15 sæsoner (8 sæsoner som starter) i NFL kun spillede tre fulde sæsoner. Efter det brutale sack i 1999 sagde 49ers at han enten kunne trække sig tilbage eller blive cuttet….. De mente han havde fået tilstrækkelig mange skader.

Vick har også haft en lang skadeshistorie med bl.a. to hjernerystelser, brækkede ribben o.s.v.

Så, in conclusion, jeg mener ikke at denne sæsons New School QBs reelt er noget nyt. Og jeg mener heller ikke at de er svaret på alle mesterskabshungrende fans våde drømme. Risikoen for at de går i stykker lurer på hvert eneste snap.

Men jeg glæder mig da alligevel til at se Wilson og Kaep på søndag.

Go’ kamp…!

De fleste kender sikkert nogen, som ikke er på Facebook. Nogen som synes at sociale medier er noget pjat, som de ikke har tid til.

Men mange har efterhånden indset at sociale medier – ikke kun Facebook og Youtube, men også Twitter o.a. – rummer en masse muligheder.

Hvad gør man f.eks. hvis man forsker i fisk, har samlet omkring 5.000 fisk i en ukendt flod og har brug for at levere en detaljeret liste over fiskene til landets regering INDEN man får lov at tage dem med hjem…..? Den klarede Brian Sidlauskas, som er forsker på Oregon State i USA med nogle uploads til Facebook og nogle tags….. Et døgns tid senere var stort set hele flokken af fisk identificeret.

Hvad siger I derude? Har I selv haft nogle succeshistorier med sociale medier?

Så står ‘Divisional round’ i 2012 sæsonens NFL play-offs for døren. De otte bedste hold er tilbage. Mandag morgen er de kun fire. Og som enhver anden NFL kyndig/fan med lidt spalteplads ved hånden må jeg give mit bud på hvem de fire bliver.

Ravens @ Broncos: Den vinder Ravens. Joe Flacco er måske ikke Peyton Manning, men han har altid været i play-offs og altid vundet i play-offs. Han bliver bedre i play-offs end i regular season. Ray Rice er en bowlingkugle. Og så giver Ray Lewis et følelsesmæssigt boost, som giver Ravens en edge.

Packers @ 49ers: Den vinder 49ers. Packers har en fænomenal QB i Aaron Rodgers. Men meget andet har de ikke for tiden. 49ers er et meget mere bredt hold. Hvis den gode Kaepernick spiller på lørdag, så vinder hjemmeholdet.

Seahawks @ Falcons: Den vinder Seahawks. Matty Ice går kold i play-offs. Præcis modsat Joe Flacco. Og så er Seahawks bare stærke på begge sider af bolden. Og med Leon Washington som kick-returner er Seahawks altid halvvejs i endzone inden bolden overhovedet er grebet. Bekymringen her er at Marshawn Lynch har misset nogle træninger…..

Texans @ Patriots: Den vinder Patriots. Texans ramte toppen midt i sæsonen og er gået nedad med et brag siden da. Patriots er hamrende stærke og så kan man bare ikke se bort fra Brady/Belichick; Duoen der muligvis kan gå på vandet UDEN at det er frossent.

Hvad siger I? Skriv nedenfor hvorfor I synes jeg er stivere end en russer med et gratis årsforbrug af vodka. Eller hvorfor I er helt enige. Eller noget andet…. 🙂

Football har været en personlig passion i noget nær et kvart århundrede. Sociale medier er en noget nyere passion og den er i øvrigt både personlig og faglig. Med det i baghovedet, så er det sjovt at se folk bruge SoMe som adgangsbillet til NFL. Det er to forskellige indgangsvinkler og med to forskellige motivationer, men det kan være at slutresultatet bliver det samme.

Først var der norske Håvard Rugland, som spillede almindelig fodbold i en klub, som lukkede. Da han havde set et par Super Bowls på TV tænkte han, at han vel kunne sparke til en oval bold. Som sagt, så gjort. Håvard købte en football, øvede sig og fik en kammerat til at være kameramand på en film til Youtube.

De fleste, som har lavet en privat video til Youtube ved, at der er langt mellem snapsene. Hvis man får 50 views, så er man heldig. Men ind imellem viser Youtube sin styrke som viral kanal. I Håvards tilfælde blev hans video delt og delt. Og delt. Og delt. Og så pludselig blev han nævnt i NY Times. Så tog det hele fart og den ene NFL klub som er kendt for at prøve uortodokse spillere af, NY Jets, kontaktede Håvards agent og bad ham komme over til en prøvetræning.

Det medførte et indslag på NBC, endda med et kort interview med Morten Andersen. Og i dag har Håvards video haft mere end 2 mio views. Snak om viral markedsføring….!

En anden vinkel var en running back fra Boise State ved navn Demetrius Crawford, som gerne vil være professionel. Han fik en producer til at lave en promo-video, som han bl.a. sendte til NFL Network reporter Ian Rapoport via Twitter. Han spurgte hvilket hold, som kunne tænkes at bruge ham i training camp. Nu er hans video set af godt 23.000 mennesker. Ikke helt så overvældende som Håvard, men stadig et rigtig godt forsøg.

Hvad er pointen så her? Får Håvard og Demetrius en NFL kontrakt? Det kan kun tiden vise. Sandt at sige er der næppe nogen af dem, der får en kontrakt. Håvard kan sparke, men har han psyken til at stå foran 11 defenders med kampen ’on the line’? Demetrius har imponerende moves og styrke i overkroppen. Men alle ved, at football styrke sidder i underkroppen.

Men får de ingen kontrakt, så er det i hvert fald ikke fordi de gav op på forhånd. De så nye muligheder og greb chancen. Det synes jeg er pointen her og det er fedt.

Fantasy football er efterhånden udbredt blandt danske NFL-fans. Jeg vil tro, at mange fantasy footballspillere har diskuteret i jeres respektive ligaer hvem der er den sande mester; Vinderen af scoring titlen eller vinderen af ligaens Super Bowl. Jeg er ikke i tvivl: Vinderen af scoring har været stabil igennem en hel sæson, mens vinderen af Super Bowl kan have været heldig. Det er da heller ikke ofte, at det er samme vinder i begge kategorier. Ikke i min fantasy liga, i hvert fald. Og den har 13 år på bagen.

Det fik mig til at tænke på, hvordan NFL ville se ud, hvis den sande mester var det hold, som havde scoret flest point. Ville Steelers så stadig have SB-ringe nok til at fylde en six-pack? Ville 49ers, Cowboys og Patriots stadig blive betragtet som dynastier i hvert sit årti? Svaret er nej, JA, nej og nej.

Steelers har ført NFL i points scoret en gang (og vandt i øvrigt Super Bowl i den sæson; 1979). 49ers har scoret flest point hele syv gange. Og vundet Super Bowl i to af de syv sæsoner (1989 og 1994).

Nogle siger at NFL er en offensiv liga. Andre siger, at offense sælger billetter, mens defense vinder championships. En oversigt over Super Bowl mestrene og scoring mestrene siden Super Bowl I peger mest i retning af den anden påstand. Det er nemlig kun sket ti gange, at det hold som har scoret flest offensive point i regular season også har vundet Super Bowl. Det er ca. hver femte Super Bowl.

Ser vi på de seneste 10 år – hvor offense er blevet mere og mere udtalt – er det kun sket en eneste gang; Nemlig efter 2009 sæsonen hvor Saints scorede 510 point i regular season inden de slog Colts 31-17 i Super Bowl XLIV.

Her er det samlede billede:

Her den anden dag var jeg en tur i Netto efter en ramme øl. Der løb jeg ind i en Netto-ansat, som genkendte min stemme fra NFL udsendelserne. Vi fik os en snak og det viste sig at vi holder med hvert sit AFC East hold, nemlig Bills og Patriots.

Han er nok en smule mere begejstret end mig i dag. Prøv at forestille jer et i forvejen godt Patriots-hold (og Patriots-organisation), som nu er blevet forstærket af Albert Hainesworth og Chad Ochocinco. En defensiv lineman og en wide receiver, som hver især – på deres gode dage – er blandt de bedste i ligaen.

Når de ikke har deres gode dage er det som regel på grund af mangel på motivation og respekt for deres coach.

Hainesworth var et monster i Titans inden han blev verdens største free agent flop i Redskins. Ochocinco har levet hele sit NFL-liv hos Bengals, men har lidt af manglende motivation på det seneste. Ikke mindst efter at have oplevet lidt succes med Bengals inden de faldt tilbage til deres sædvanlige plads som NFLs bundskrab.

Nu kommer begge til et hold, som i den grad kender til succes og hvis organisation er i topklasse. Og så er der en head coach i Bill Belichick, som ingen, INGEN, spiller kan vise manglende respekt.

Dette her er ganske enkelt formidabelt. Jeg tror, at Patriots får fuld valuta af begge disse signings. Tænk bare på Vince Wilfork, som Levy igen og igen roser (og med rette), som nu får selskab af endnu en super-defensive lineman.

Og Tom Brady må slikke sig om øjenbrynene. En rask Welker og en motiveret Ochocinco. Og så alle de andre.

WOW….!

Så er første runde af årets NFL draft overstået. Og jeg er for en gangs skyld enormt begejstret for Bills’ valg. De plejer ellers ikke at kunne holde sig fra diverse skill-position spillere og jeg var bange for at de ville drafte Gabbert.

Men i stedet blev det – overraskende – til den allerbedste spiller i hele draften, nemlig en fantastisk defensiv liniemand ved navn Marcell Dareus.

Han bør gøre en stor forskel for et defense der lukkede rushing yards ind som aldrig før i 2010. Og for et passrush der ikke var helt i toppen heller.

Jeg glæder mig allerede til resten af draften og håber på et par offensive liniemænd og nogle linebackers. Og så tag da bare en god QB til når Fitz ikke duer længere. Men ikke for tidligt….!