Jens Rørbye

Forud for morgendagens conferencefinaler i NFL skrives og tales der meget om kampen mellem to old school QBs og kampen mellem to new school QBs. Men jeg synes nu ikke at Colin Kaepernick og Russ Wilson, eller Cam Newton for den sags skyld, står for noget decideret nyskabende i NFL.

For et par dage siden, så jeg et interview, hvor Falcons’ WR Roddy White talte om den nye type QBs, som NFL ser flere og flere af i disse år. QBs som kan løbe med bolden og som gør det. QBs som er spændende, overraskende og atletiske. QBs som nærmest egenhændigt vinder kampe. Og, tilføjer jeg for egen regning, QBs som vi har set adskillige af tidligere.

Det er sandt, at trekløveret af unge QBs, har taget NFL med storm og vundet en masse kampe, men er det nyt med QBs som selv kan tage kuglen under armen og skovle rushing yards ind? Nej, det er det ikke.

Randall Cunningham løb for 4.928 yards og 35 TDs henover en 16 år lang NFL-karriere. De første seks år alene løb han for knap 3.500 yards og 23 TDs.

Steve Young løb for 4.239 yards og 43 TDs i sine 15 år i NFL og var altid en reel løbetrussel.

Kongen af løbende QBs er selvfølgelig Mike Vick. 5.857 yards og 36 TDs på 11 sæsoner. Incl. 1.039 yards i 2006. Og han er nok ikke færdig endnu.

Og så er der jo Jay Fiedler, som efter sine fire første kampe som den legendariske Dan Marinos afløser hos Dolphins havde flere rushing yards end Dan the Man havde i 16 år…………. Men det siger nu heller ikke så meget.

Men er QBs som løber meget selv virkelig opskriften på succes? Måske, men opskriften kan meget hurtigt blive skyllet ud i toilettet, når en løbende QB udsætter sin krop for det ene hit efter det andet.

Cunningham fik smadret sit knæ i uge 1 i 1991. To år senere var han på toppen igen for blot at brække benet, mens han scramblede med bolden mod Jets i uge 4. Han blev aldrig den samme igen.

Jeg – og givetvis min gode ven Karsten Rasch-Adamsen – har stadig det grumme billede af Steve Young, som ligger i fosterstilling på græsset, bevidstløs, på nethinden. Hans karriere sluttede ganske vist ikke på et løb, men et sack af Cardinals’ CB Aeneas Williams. Ikke desto mindre blev Young ramt så hårdt, at han fik sin anden hjernerystelse på en sæson der kun var tre uger gammel. I alt menes Young at have fået syv hjernerystelser i løbet af sin karriere.

Måske siger det endnu mere om risikoen ved at løbe med bolden selv, at Young i sine 15 sæsoner (8 sæsoner som starter) i NFL kun spillede tre fulde sæsoner. Efter det brutale sack i 1999 sagde 49ers at han enten kunne trække sig tilbage eller blive cuttet….. De mente han havde fået tilstrækkelig mange skader.

Vick har også haft en lang skadeshistorie med bl.a. to hjernerystelser, brækkede ribben o.s.v.

Så, in conclusion, jeg mener ikke at denne sæsons New School QBs reelt er noget nyt. Og jeg mener heller ikke at de er svaret på alle mesterskabshungrende fans våde drømme. Risikoen for at de går i stykker lurer på hvert eneste snap.

Men jeg glæder mig da alligevel til at se Wilson og Kaep på søndag.

Go’ kamp…!

Så står ‘Divisional round’ i 2012 sæsonens NFL play-offs for døren. De otte bedste hold er tilbage. Mandag morgen er de kun fire. Og som enhver anden NFL kyndig/fan med lidt spalteplads ved hånden må jeg give mit bud på hvem de fire bliver.

Ravens @ Broncos: Den vinder Ravens. Joe Flacco er måske ikke Peyton Manning, men han har altid været i play-offs og altid vundet i play-offs. Han bliver bedre i play-offs end i regular season. Ray Rice er en bowlingkugle. Og så giver Ray Lewis et følelsesmæssigt boost, som giver Ravens en edge.

Packers @ 49ers: Den vinder 49ers. Packers har en fænomenal QB i Aaron Rodgers. Men meget andet har de ikke for tiden. 49ers er et meget mere bredt hold. Hvis den gode Kaepernick spiller på lørdag, så vinder hjemmeholdet.

Seahawks @ Falcons: Den vinder Seahawks. Matty Ice går kold i play-offs. Præcis modsat Joe Flacco. Og så er Seahawks bare stærke på begge sider af bolden. Og med Leon Washington som kick-returner er Seahawks altid halvvejs i endzone inden bolden overhovedet er grebet. Bekymringen her er at Marshawn Lynch har misset nogle træninger…..

Texans @ Patriots: Den vinder Patriots. Texans ramte toppen midt i sæsonen og er gået nedad med et brag siden da. Patriots er hamrende stærke og så kan man bare ikke se bort fra Brady/Belichick; Duoen der muligvis kan gå på vandet UDEN at det er frossent.

Hvad siger I? Skriv nedenfor hvorfor I synes jeg er stivere end en russer med et gratis årsforbrug af vodka. Eller hvorfor I er helt enige. Eller noget andet…. 🙂

Fantasy football er efterhånden udbredt blandt danske NFL-fans. Jeg vil tro, at mange fantasy footballspillere har diskuteret i jeres respektive ligaer hvem der er den sande mester; Vinderen af scoring titlen eller vinderen af ligaens Super Bowl. Jeg er ikke i tvivl: Vinderen af scoring har været stabil igennem en hel sæson, mens vinderen af Super Bowl kan have været heldig. Det er da heller ikke ofte, at det er samme vinder i begge kategorier. Ikke i min fantasy liga, i hvert fald. Og den har 13 år på bagen.

Det fik mig til at tænke på, hvordan NFL ville se ud, hvis den sande mester var det hold, som havde scoret flest point. Ville Steelers så stadig have SB-ringe nok til at fylde en six-pack? Ville 49ers, Cowboys og Patriots stadig blive betragtet som dynastier i hvert sit årti? Svaret er nej, JA, nej og nej.

Steelers har ført NFL i points scoret en gang (og vandt i øvrigt Super Bowl i den sæson; 1979). 49ers har scoret flest point hele syv gange. Og vundet Super Bowl i to af de syv sæsoner (1989 og 1994).

Nogle siger at NFL er en offensiv liga. Andre siger, at offense sælger billetter, mens defense vinder championships. En oversigt over Super Bowl mestrene og scoring mestrene siden Super Bowl I peger mest i retning af den anden påstand. Det er nemlig kun sket ti gange, at det hold som har scoret flest offensive point i regular season også har vundet Super Bowl. Det er ca. hver femte Super Bowl.

Ser vi på de seneste 10 år – hvor offense er blevet mere og mere udtalt – er det kun sket en eneste gang; Nemlig efter 2009 sæsonen hvor Saints scorede 510 point i regular season inden de slog Colts 31-17 i Super Bowl XLIV.

Her er det samlede billede:

Her den anden dag var jeg en tur i Netto efter en ramme øl. Der løb jeg ind i en Netto-ansat, som genkendte min stemme fra NFL udsendelserne. Vi fik os en snak og det viste sig at vi holder med hvert sit AFC East hold, nemlig Bills og Patriots.

Han er nok en smule mere begejstret end mig i dag. Prøv at forestille jer et i forvejen godt Patriots-hold (og Patriots-organisation), som nu er blevet forstærket af Albert Hainesworth og Chad Ochocinco. En defensiv lineman og en wide receiver, som hver især – på deres gode dage – er blandt de bedste i ligaen.

Når de ikke har deres gode dage er det som regel på grund af mangel på motivation og respekt for deres coach.

Hainesworth var et monster i Titans inden han blev verdens største free agent flop i Redskins. Ochocinco har levet hele sit NFL-liv hos Bengals, men har lidt af manglende motivation på det seneste. Ikke mindst efter at have oplevet lidt succes med Bengals inden de faldt tilbage til deres sædvanlige plads som NFLs bundskrab.

Nu kommer begge til et hold, som i den grad kender til succes og hvis organisation er i topklasse. Og så er der en head coach i Bill Belichick, som ingen, INGEN, spiller kan vise manglende respekt.

Dette her er ganske enkelt formidabelt. Jeg tror, at Patriots får fuld valuta af begge disse signings. Tænk bare på Vince Wilfork, som Levy igen og igen roser (og med rette), som nu får selskab af endnu en super-defensive lineman.

Og Tom Brady må slikke sig om øjenbrynene. En rask Welker og en motiveret Ochocinco. Og så alle de andre.

WOW….!

Her går man og fryder sig over alle de fede oplevelser og sjove møder, som livet som NFL kommentator medfører. Og så skrev min nevø Christian lige, at han mødte Dick Butkus her den anden dag……!

Christian er udvekslingsstudent i Utah i år og har spillet football til sin onkels store glæde og stolthed. Han bor hos en familie, som er meget NFL interesseret og har set en masse football på TV i efteråret og endda også college football på nærliggende Brigham Young University.

Så han er altså ganske godt med når det handler om football. Og så var det, at han skrev til mig for et par dage siden, at han lige havde mødt Dick Butkus. Dick Butkus var legendarisk som inside linebacker for Bears fra 1965 til 1973. Han var ond i en tid uden regler for head-to-head hits og den slags.

Som tiderne skifter sad Butkus den dag i et shopping center i Utah og skrev autografer i en bog og fik en sludder med min nevø….!

Hvis I ikke har set noget til Dick Butkus før, så læn jer tilbage og nyd disse seks minutter med et sandt monster fra Midway – #51 ILB Dick Butkus…….

I ugen der gik havde jeg fornøjelsen at høre et foredrag af Carl Cheffers, der er referee i NFL. Carl var blevet inviteret til Danmark af Frank Kristensen for at undervise på et dommerseminar i DAFF regi. Frank er en af Danmarks bedste og mest erfarne dommere. Han og Frank Rasmussen – the Franks i daglig tale…. – har et enormt netværk i USA og det udløser ind imellem fede oplevelser som den i tirsdags.

Lad mig starte med at sætte tingene lidt i perspektiv. Folk taler om, hvor eksklusivt det er at være Formel 1 kører. Der er jo kun 20-22 af dem i verden. Carl er NFL referee. Dem er der 17 af i hele verden….. Det var med andre ord en sjælden mulighed, da DAFF åbnede dørene til dette foredrag og det undrer mig faktisk at der ikke var flere mennesker end de 30-40 stykker vi nu var.

Cheffers er fra Californien og brugte frit og uden tøven ordet ‘dude’. Igen og igen. I det hele taget var han enormt underholdende og sjov. Men han er også sælger til daglig, så det med at tale til fremmede mennesker er nok ikke helt fremmed for ham. Eller det at tale til et stadion fyldt med op mod 100.000 mennesker samt nogle millioner ved TV-skærmene for den sags skyld..

Jeg var overrasket over, hvor intenst jobbet som NFL dommer er. Udover at dømme kampe hver weekend i løbet af sæsonen, så skal alle dommere bestå en fysisk prøve i marts, gennemgå tests i nye regler og fokuspunkter i maj, deltage i seminar i Dallas i slutningen af juli og tale for samtlige spillere og dømme træninger i training camps hos alle holdene. Alt sammen mens man skal forsøge at passe både familie og et andet fuldtidsarbejde. Lad os sige det sådan – de keder sig ikke. Men de brokker sig heller ikke. Carl sagde igen og igen, at han levede sin drøm og at han elskede sit bijob.

Carl talte i to timer foran et spørgelystent publikum og havde masser af tid til at tale videre efter foredraget. Tak til DAFF for en spændende aften…!

Og lad mig lige til sidst benytte lejligheden til at slå en stor streg under noget, som altid går mig lidt på: Der er kun en referee på banen….. De hedder ikke alle sammen refs. Der er syv mand og ham med den hvide kasket hedder altså referee. De andre positioner har andre navne.

Tidligere på året jublede jeg over Dan Conollys kick-off return for et ‘næsten TD’ for Patriots.

Her er et fedt spil fra årets Pro Bowl, hvor Browns center Alex Mack tager en lateral til huset. Good times

Det er selvfølgelig en showkamp, så der er ingen der gider pass-rushe, ingen gider tackle – alle er i bund og grund på badeferie. Men sjovt er det nu alligevel.

Her hvor vi nærmer os Super Bowl XLV, så ryger mine tanker to år tilbage til Super Bowl i Tampa, hvor jeg oplevede min første og hidtil eneste Super Bowl. Ikke mindst, når jeg ser dette interview med James Harrison. Åbenbart hjælper det at være en Hall of Fame wide receiver, når man skal have trukket et par ord ud af James Harrison. Men det er måske ikke så underligt.

Nå, ærgerligt, at jeg ikke skal til Super Bowl i år, hvis Steelers vinder over Jets i aften. Jeg ville GERNE have haft en chance mere til at få en sludder med Harrison.

Og for de af jer, som ikke har set mit ‘famøse’ interview med Harrison, kan I finde det på Facebook på NFL Live på TV3+. Enjoy…. Eller noget.