Blog Image

Jens Rørbye

Lidt om bloggen

Mine tanker om NFL, hvad der sker i NFL og om amerikansk fodbold i Danmark.

Mit fotogalleri

En halv time der kommer til at vare en livstid

Super Bowl XLIII Posted on Wed, February 04, 2009 07:32:56

Den morgen jeg skulle flyve til Tampa spurgte min kæreste mig hvad jeg glædede mig mest til. Jeg satte morgenkaffen fra mig og tænkte lidt over det. Og så nåede jeg frem til at jeg glædede mig mest til alle de ting, som skulle foregå rundt omkring selve kampen.

Ikke at jeg ikke glædede mig til at se NFL’s nok bedste forsvar mod det nok mest eksplosive angreb, men allermest var jeg spændt på at opleve alle de ting, som jeg ikke havde prøvet før. Det vil sige pressekonferencerne, alle aktiviteterne i Media Center og ikke mindst den sidste halve time inden kick-off – altså selve optakten.

Tommy og jeg valgte at sidde udenfor kommentatorboksen, som lå lige under niveau tre i hjørnet af end zonen på Cardinals’ side. Der var en høj betonmur, som vi kunne se henover og vi satte os på et metalhegn.

Der blev sørget godt for os – NFL havde tildelt en hjælper til hvert medie-tårn, så vi fik kaffe og madpakker med sandwich, frugt, chips og chokolate chip cookies. Og så var der masser af sodavand. Ingen klager herfra.

Vi var altså mere end klar, da det hele begyndte med countrysangerinden Faith Hill. Hun har tidligere sunget nationalsangen til Super Bowl, men i år skulle hun synge America the Beautiful. I så det sikkert selv, men jeg skal hilse og sige at det er noget specielt, når man sidder og ser ned på det med egne øjne. Mørket havde sænket sig og det var en flot og lidt kølig aften.

Umiddelbart efter Faith Hill hædrede NFL årets mand med ’Walter Payton Man of the Year’ award efterfulgt af en salut til besætningen på det US Airways fly, som nødlandede i Hudson floden i New York. Så vi var altså allerede godt bløde om hjertet da Jennifer Hudson – med sin forfærdelig tragiske historie – sang The Starspangled Banner.

Der kan ikke have været mange mennesker på Raymond James Stadium, som ikke var berørt af den sang. Det var så smukt, at hårene på nakken stod op og jeg havde fugtige øjenkroge.

Jeg har altid været vild med flyvning og har vist også flere gange under kampe nævnt, at jeg elsker fly-overs. Vi havde i ugen op til kampen set det amerikanske flyvevåbens opvisningshold, USAF Thunderbirds, flyve indover Tampa i deres seks F16 fly. En af gangene i øvrigt med tidligere Steelers safety, nuværende NFL Network kommentator og nyslåede Hall of Famer Rod Woodson ombord…!

Jeg havde tidligere dagen mødt en repræsentant for Thunderbirds og spurgt ham, hvilken retning de ville komme fra, så jeg kunne være klar.

Og da øjeblikket så endelig kom havde jeg glemt alt om Thunderbirds… Jennifer Hudsons sang og publikums reaktion var så uvirkelig at det først var da mine øjne fangede bevægelsen lige over den modsatte scoretavle, at jeg opdagede flyene. Med præcision helt ned på sekundet bragede formationen henover os i så lav højde at vi på trods af mørket tydeligt kunne se flyene og stadionlysets refleksioner på undersiden af formationen.

Det var kulminationen på en ubeskrivelig halv times tid og både Tommy og jeg var helt færdige. Vi grinede højt og rystede på hovedet. Allerede da havde Super Bowl været en oplevelse for livet og kick-off var endda stadig flere minutter væk….



Hold .. da .. kæft ..!!!

Super Bowl XLIII Posted on Mon, February 02, 2009 17:37:21

Jeg sidder på sengen i mit hotelværelse og prøver at fatte, hvad der skete i aftes. De amerikanske medier taler allerede om at Super Bowl XLIII var den bedste nogensinde…!

Det var en af de største oplevelser i mit liv – stemningen var utrolig. Tredie quarter var jo lidt stille, men afslutningen fik Raymond James Stadium til at gå amok.

Godt nok var Cardinals på papiret hjemmeholdet, men det kunne man ikke se på stadion. Eller i byen for den sags skyld. Der var masser af Terrible Towels og Steelers jerseys.

Jeg kommer til at skrive mere om kampen og optakten, samt vores rundtur på banen efter kampen senere, men lige nu ville jeg bare lige sige at jeg stadig lever, men mit hjerte var altså ved at stå af flere gange i aftes.



Hyggebold på stranden..

Super Bowl XLIII Posted on Sun, February 01, 2009 02:59:05

Lidt syd for Tampa ligger St. Petersburg, som har en lang, bred strand langs med den mexicanske golf. Hele området hedder St. Pete Beach og er et rigtigt ferieområde. Villaer med egne bådbroer ned til vandet. Store pastelfarvede resorts. Solskin og omkring 20 grader. Kort sagt NICE…..!

Dagens store begivenhed på St. Pete Beach var ’Celebrity Flag Football tournament’. En håndfuld nuværende og tidligere NFL spillere hyggede sig med en gang flagfootball på stranden. Stemningen var forrygende med masser af tilskuere og underholdende football.

De to QBs var Jeff Blake og Doug Flutie, som jo begge har trukket sig tilbage for længe siden. Men de kan altså stadig kaste en fuldstændig stram spiral. Blandt receiverne var Chad Ocho Cinco og Bernard Barrian. Devin Thomas var der også sammen med Fred Evans. Det kan godt ske, at Flutie ikke er helt ung længere, men han spillede begge veje og både kastede touchdowns og scorede på interceptions mens han spillede safety.

Vi brugte en del tid på at lave optagelser til i morgen, men vi havde tid til at sidde og se anden halvleg. Fed feststemning og sol på næsen. Og i pausen spillede Doug Fluties band med Doug på trommer. Busy man…



Av min nakke….

Super Bowl XLIII Posted on Sat, January 31, 2009 02:14:19

Når man er til Super Bowl, så er der så mange ting, der lyder mere sexet end ’Media Center’. Det lyder lidt som noget i Microsoft Office pakken. Men nej – i virkelighedens verden er Media Center stedet, hvor det hele sker.

De to Super Bowl hold har selvfølgelig travlt med træning, men der er trods alt 30 andre hold, som allerede har vinterferie. Og spillere fra disse 30 hold vrimler rundt på Media Center for at give interviews, deltage i prisuddelinger, hilse på hinanden og meget andet.

I dag er jeg løbet ind i WR David Tyree, Giants (ham fra Super Bowl XLII husker I nok), QB Donovan McNabb, Eagles, QB Joe Flacco, Ravens, S Brian Dawkins, Eagles o.s.v. o.s.v. Mange af mediefolkene er jo selv tidligere spillere, så Warren Sapp er her også. Ham så jeg udenfor i en habit, der rummer nok stof til at lave et mindre festtelt…

Men ingen, INGEN, slår ham, som Jens Arnborg og jeg løb ind i da vi fulgte efter Miss USA (nå ja, hun er her også…) ind til et halvlukket photo-shoot i et separat lokale. Der stod Jerry Rice….! En af mine bedste venner er kæmpe 49’ers fan og endnu større Jerry Rice fan. Jeg ville ønske at han kunne have set det her. Jerry er så smooth, som man kan være. Cool og med en kæmpe Super Bowl ring på fingeren.

Arnborg og jeg fik vekslet et par ord med Jerry, tog et billede og så var det videre igen. So many people, so little time….



Motorola Coach of the Year

Super Bowl XLIII Posted on Fri, January 30, 2009 01:32:02

Steelers pressekonference startede kl. 11.00 i formiddags. Ifølge programmet skulle head coach Mike Tomlin og S Troy Polemalu, som de eneste tale fra en scene med direkte transmission af NFL Network. Jeg bemærkede til Arnborg, at det var lidt mystisk, at der bag scenen var en baggrund med teksten ’Coach of the Year’ eftersom Atlanta’s Mike Smith allerede havde vundet den titel tidligere på året.

Det viste sig imidlertid at være en af de (for) mange titler, som deles ud af flere forskellige organisationer. Smith’s titel var fra AP, mens denne var fra Motorola, som leverer NFL’s headsets.

I 2008 sæsonen havde Motorola valgt Steelers head coach Mike Tomlin, som allerede har fået Steelers fans til at glemme alt om Bill ’The Jaw’ Cowher.

Ligeså snart Tomlin havde fået sin pokal og der var blevet taget nogle billeder, så blev baggrunden flyttet, der kom en ny med Super Bowl og Steelers logoer og SÅ var vi ellers klar til selve pressekonferencen.

Og lad mig så lige bemærke, at jeg synes at der er kommet for mange forskellige awards. Rookie of the year – er det Ravens’ QB Joe Flacco eller Falcons’ QB Matt Ryan…? Coach of the year, defensive player of the year. Listen over awards, som gives ud af medier eller sponsorer er lang. NFL burde skære igennem og kun tillade en officiel udnævnelse pr. kategori pr. år.



Well, excuuuuse me….

Super Bowl XLIII Posted on Fri, January 30, 2009 01:15:30

Midt igennem Steelers’ pressekonference fik Tommy og jeg øje på James Harrison, som sad stort set alene ved et bord. Afsted med os, men vi blev slået på målstregen af et andet crew med et kamera. Ok – videre i teksten, så fanger vi Harrison senere. Efter at have talt med et par stykker andre vendte vi tilbage til Harrisons bord. Han sad stadig alene…

Her burde mine alarmklokker have ringet….

Når NFL’s defensive player of the year IKKE får sin egen podieplads og i øvrigt sidder helt alene, så må der være en grund til det. Den grund kendte jeg 30 sekunder, tre spørgsmål og en total sammenpakning senere.

Lad os bare sige, at James Harrison er den type linebacker, som lever for den tid han bruger indenfor kridtstregerne og som hellere vil børste tænder med et rustent barberblad end tale med journalister. Mine spørgsmål blev besvaret med – og jeg citerer: ”Yes”, ”Good”, ”To win a sixth Super Bowl”.

En erfaring rigere løb jeg videre til James Farrior – som havde sin egen podieplads – og spurgte ham hvorfor Harrison er så gnaven. ”Man, he’s always grumpy”…… Sådan…



Cardinals’ festtelt…

Super Bowl XLIII Posted on Fri, January 30, 2009 00:51:49

Forestil jer et stort telt af den slags, som fungerer som øltelt til festivaler. Hvidt med store plasticvinduer. Indeni var der store borde med kaffe, juice, snacks og lidt brød. Og her holdt al lighed med et almindeligt festtelt også op….

Lige inden for sad Adrian Wilson og Kurt Warner på hvert sit podium. Lidt længere inde sad Anquan Boldin og på den anden side Edgerrin James og Antrel Rolle. De var hver især omgivet af en kødrand af mennesker, kameraer og mikrofoner.

Somom det ikke var nok, så gik en lille gang ind mod et andet telt. Og her var det helt store slaraffenland. Resten af Cardinals’ roster sad spredt rundt ved store borde og der var frit slag hos enhver. Tommy bemandede vores kamera og så gik jeg ellers på jagt med mikrofonen.

Jeg lagde ud med Cardinals højeste spiller, TE Leonard Pope, som når 203 cm uden at strække sig…… Nu er jeg 187 cm og altså ikke mikroskopisk, men jeg nåede ham dårligt nok til hagen. Vildt.

Jeg fangede også Anquan Boldin, Tim Hightower og så selvfølgelig Sean Morey, som jeg jo har mødt og talt med tidligere. Vi måtte lige vente på at Sean blev færdig med et interview med en mexicansk TV station – på spansk… Det var åbenbart ikke kun football, som Sean trænede hos Barcelona Dragons i sin tid…

Jeg er ikke flov over at indrømme, at det var en fantastisk oplevelse at få lov til at tale med de her spillere, som om få dage træder ud på verdens største scene. Imponerende, så afslappede og imødekommende de er. Forrygende start på dagen.



Kommentatorene er på vej

Super Bowl XLIII Posted on Mon, January 26, 2009 11:52:35

Jeg talte lige med Jens Arnborg her til morgen. De tre musketerer, Arnborg, Levy og Bubba, flyver via New York til Tampa i dag. De tre skal kommentere Super Bowl XLIII på søndag og skal bruge den kommende uge på at gå til Media Day, pressemøder og meget andet godt.

Specielt Media Day er fantastisk. Der får alle de pressefolk, som møder op, lov til at tale med hvert af de to hold i en time pr. hold. De største stjerner får et lille podium med et bord på banen på Raymond James Stadium, mens alle de øvrige sidder på tribunerne eller vandrer rundt på banen.

Tommy og jeg tager først af sted på onsdag da vi ikke skal kommentere kampen. Vi deltager lidt bag kulisserne og skal opleve alt det vi kan nå og så selvfølgelig se kampen. Det er ved at blive svært at vente – det er lidt ligesom at være barn i dagene op til juleaften igen…..

SB minus seks dage…. Vi nærmer os….!